I 1990-erne begyndte tilhængerne af sådanne vielser at for alvor røre på sig. En del udarbejdede et ritualforslag, ligesom der blev nedsat et udvalg til at arbejde med sagen. Dette fik 8 kirkelige organisationer til at gå sammen i ”De otte”.

Organisationerne var Indre Mission, Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission, Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, Kirkelig Fornyelse, Kristelig Forbund for Studerende samt Menighedsfakultetet i Århus og Dansk Bibel-Institut. I 1996—97 resulterede dette samarbejde i, at man kunne udsende bogen ”Kærligheden glæder sig ikke over uretten”.

Her fremførtes mange bibelske argumenter imod forslaget forslaget, mens det officielle udvalg mente, at man kunne indføre officiel indgåelse af partnerskab mellem homofile. Det ville så gøre en kirkelig velsignelse af sådanne parforhold mulig, hvis der var præster, som var villige til det. Og det var der. Men et egentligt ægteskab blev der ikke givet adgang til.

Imidlertid gik debatten videre. Ingen var tilfredse. Fra bekendelsestro side fandt man, at det i kirken var umuligt at velsigne en handling, som i Bibelen anses for syndig. Fra progessiv side fandt man, at det var utilfredsstillende, at man ikke kunne foretage en kirkelig vielse af homofile, og der var da også præster, som udformede ritualet således, at velsignelseshandlingen fik karakter af en egentlig vielse.

Den borgerlige kirkeminister Birte Rønn Hornbeck nedsatte et bredt sammensat og hurtigt arbejdende udvalg, som fremkom med en flertalsbetænkning og flere mindretalsudtalelser. Kirkeministerens intention var tydeligvis, at man måtte finde en ordning, som ikke splittede folkekirken. Uheldigvis skete der det, at et af udvalgets medlemmer, biskoppen i Viborg, som formodentlig var valgt som repræsentant for modstanderne, skiftede standpunkt. I udvalget var der flertal for, at homofile kunne vies i kirken, men der var ikke flertal for et egentligt kønsneutralt ægteskab. Udvalget fastholdt, at det skulle være frivilligt for præster, om de ville medvirke. Og flere af udvalgets medlemmer afviste kirkelig velsignelse af homofile parforhold.

I 2011 var der valg til folketinget, hvilket resulterede i en mindretalsregering bestående af Socialdemokrater, Radikale og Folkesocialister. Det blev de radikale, som leverede ”Ministeren for Ligestilling og Kirke”. Den nye minister er af indisk oprindelse. Han havde været lige ved at melde sig ud af folkekirken i protest mod just det forhold, at homosexuelle ikke kunne blive gift i kirken. Det blev da også den nye regerings erklærede mål at give homofile adgang til at blive gift i kirken, og at de må kaldes ”ægtefæller”. Man vil altså et ”kønsneutralt ægteskab”, ligesom det man arbejder for i Norge og vel også i Sverige. Og ministeren har holdt samråd med biskopperne om, at de skal udarbejde et ritual for sådanne vielser.

Ifølge ministeriets officielle referat var biskopperne indforstået med, at folketinget har ret til at bestemme, at der er tale om et ægteskab. Ifølge visse biskopper synes der ikke at råde enighed om det, ligesom to af biskopperne: Steen Skovsgaard i Lolland-Falster Stift og Liselotte Rebell i Helsingør Stift ikke vil medvirke til et ritual. Også andre biskopper har markeret uvilje mod, at ministeren mener sig berettiget til at bestemme over ritualer.

Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse og flere andre kirkelige organisationer — ikke mindst Tidehverv og Indre Mission — vil bekæmpe forsøg på at omdefinere ægteskabet og indføre vielse af homofile.

Man sammenfatter sit standpunkt med ordene: ”Vi finder, at ægteskabet mellem mand og kvinde er en af Gud indstiftet skabelsesordning, som det ikke tilkommer en parlamentarisk forsamling at omdefinere, ligesom vi må fastholde, at der ikke er bibelsk belæg for at velsigne homofile parforhold.”

At biskoperne primært følger regeringens linje, har allerede givet anledning til etableringen af frie menigheder rundt om i Danmark. Det er glædeligt at mennesker ikke blot følger med, men markerer sin modstand mod ubibelske ordninger i folkekirken. Desværre findes der endnu ikke en koordinerende instans i Danmark, der ligesom Missionsprovinsen kunne samle disse mennesker og menigheder.

Hans Olav Okkels, præst
(medlem i Missionsprovinsens prästkollegium)