Vi har under året velat lyfta fram några av reformationens frukter och vad det vill säga att vara luthersk. Det finns goda skäl för att ta till vara reformationens återupptäckter och gåvor till Kyrkan
Här publicerar vi utdrag av en artikel från Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse (KSBB) i Danmark, vars ordförande Hans Olav Okkels är medlem i Prästkollegiet och Konsistoriet. I sin artikel lyfter Okkels bl a fram Skriftens auktoritet och klarhet enligt Luther.
Her i 2017 fejrer vi Reformationsjubilæum, fordi Luther Allehelgensaften den 31 oktober 1517 satte sine teser op på Slotskirkedøren i Wittenberg. De var hovedsagelig rettet imod afladshandlen. Endnu på det tidspunkt formulerede Luther sig i forventning om, at hvis blot paven vidste, hvordan afladshandlerne optrådte, ville han i det mindste være forstående over for Luthers reaktion, selvom paven havde godkendt afladshandlen, for at man kunne bygge Peterskirken i Rom for de indkomne penge.
Det viste sig snart, at Luthers modstandere hovedsageligt spillede pavens autoritet ud imod Luther. Ganske vist var Luther ikke den eneste, som påtalte forfaldet i Romerkirken. Mange havde i slutningen af Middelalderen fundet det kritisabelt, at paven og biskopperne levede i luksus, selvom Jesus havde levet i fattigdom.
En dybere grund
Til forskel for disse andre kritikere, havde Luther et anderledes solidt fundament at bygge sin kritik på. Det kom frem på rigsdagen i Worms i 1521, hvor Luther blev hårdt angrebet.
Man havde lagt hans bøger frem og spurgte ham, om han ville forsvare alle sine bøger, eller om han ville tilbagekalde noget af indholdet i bøgerne. Efter nogen debat blev Luther afkrævet et klart svar. Og det fik Luther til at afgive det svar, som blev kendt vidt og bredt, og som gjorde et stærkt indtryk på den senere danske konge Christian III, der i sin egenskab af hertug i Holsten deltog i rigsdagen.
Luther sagde: Med mindre jeg bliver overbevist ved de hellige Skrifters vidnesbyrd eller ved klare grunde (thi jeg tror hverken paven eller koncilierne alene, da det er vitterligt, at de ofte er faret vild og har modsagt hinanden), så er jeg overbevist ved de af mig anførte steder fra Den hellige Skrift, og min samvittighed er fanget i Guds Ord. Tilbagekalde noget kan og vil jeg derfor ikke, thi det er hverken rådeligt eller ufarligt at handle mod samvittigheden. Gud hjælpe mig. Amen.
Ϡ
Autoriteten i Kirken
Det skal lige understreges, at ”de klare grunde” ikke er en autoritet ved siden af Bibelen, men klare grunde ud fra Skriften. I Bibelen har Luther fundet den autoritet, ud fra hvilken han kan gå imod pavens og konciliernes autoritet.
Luthers syn på Bibelen som autoriteten i Kirken blev vel ikke egentlig modsagt, men – hævdede modstanderne – Bibelen er uklar, og derfor behøver vi en autoritet til at lære os den rette forståelse af Bibelen. Derfor behøver vi den kirkelige tradition og i sidste ende paven til at fortolke Bibelen ret. At kunne læse Bibelen Der kan argumenteres for, at vi behøver hjælp til at forstå Bibelen ret. I tiden inden Ny Testamente blev skrevet og samlet, havde jøder og kristne Hellig Skrift fælles, nemlig de skrifter, som vi kalder Det gamle Testamente. Men jøder og kristne fik ikke det samme ud af at læse Det gamle Testamente.
Derfor ser vi allerede i Det nye Testamente en apostolsk vejledning i, hvordan vi som kristne skal forstå Det gamle Testamente. Vi kan tænke på 2 Tim 3,15f: Og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttig til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed.
Vi må forstå de hellige skrifter ud fra troen på Jesus Kristus.
Skriftens klarhed
Luther udtrykker det med ordene: hvad der driver på Kristus. Paulus taler her om Det gamle Testamente, som ved troen på Jesus Kristus kan give visdom til frelse – altså ikke nødvendigvis viden om alle spørgsmål – men netop visdom til frelse. Og læst på denne måde er Bibelen klar. Uden tro er Bibelen svær at forstå. Det medgiver Paulus i 2 Kor 3,15, hvor han siger: Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerter, når Moses læses op. Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort.
Og når der tales om troen, så er det ikke det enkelte menneskes trosopfattelse, der tales om, men den tro, som vi møder i Bibelen og i Kirkens bekendelse – den tro, som vi er døbte på.
Bekendelsen
Hvad siger Jesus om bekendelsen? Det får vi svar på, når vi læser om Peters bekendelse i Matt 16,1318. Her møder vi bekendelsen i meget kort form: Du er Kristus den levende Guds Søn. Jesus understreger, at denne bekendelse er givet Peter som en åbenbaring fra Gud. Og de øvrige led i trosbekendelsen er også givet både som disciplenes (den første menigheds) svar på åbenbaringen og i sidste instans nogle gudgivne ord, som rækkes os ved dåben – altså ved vor optagelse i Jesu Kristi Kirke.
Her har vi en berøring mellem Luther og Grundtvig, som netop lagde overordentlig vægt på dåbspagtens ord. Men også den tyske teolog Hermann Sasse har understreget, at mens de reformerte ikke anser bekendelsen for nær så vigtig som Bibelen, så har lutheranere understreget, at Kirken samles om bekendelsen, just fordi det er, hvad Bibelen bevidner.
Bibelen og fornuften
I praksis har de reformerte ofte tolket Bibelen ud fra fornuften. Det kommer tydeligt frem i striden om Den hellige Nadver. Når Jesus siger om brødet: Dette er mit legeme, så holder Luther fast ved Jesu ord, at Jesus i brødet ved nadveren giver os sit legeme, mens de reformerte mere eller mindre bortforklarer Jesu ord – i Zwinglis tilfælde – til, at det bare betyder Jesu legeme. Hvorfor gjorde han det? Jo, for den tids filosofi lærte, at det begrænsede ikke kan rumme det ubegrænsede. Calvin ville nok medgive, at man får Jesu legeme, men ikke gennem brødet.
De reformerte vil her tolke Bibelen ud fra filosofien, mens Luther tolker den ud fra Kristusbekendelsen, fordi det er ved troen på Jesus Kristus, at Bibelen kan gøre os vise til frelse. Senere vender vi tilbage til dette emne. Er alt i Bibelen Guds ord? Der er kommet mange indvendinger imod at opfatte hele Bibelen som Guds Ord. F.eks. har nogle indvendt, at beretningen om Juda og Tamar (1 Mos 38) vel ikke kan opfattes som Guds ord. Men i sin kommentar til stedet siger Luther, at man må lovprise Helligåndens flid med så udførligt at beskrive denne skændige, utugtige historie. Luther finder vel, at en kirke, som består af syndere, trænger til en så tæt pågående belæring af Helligånden.
Luther hævder, at man skal anse Helligånden for at være lærdere end en selv. Dette gælder også, når det drejer sig om tidsangivelser i Bibelen. Som eksempel kan nævnes Luthers kommentar til 1. Mosebog, hvori han bemærker, at Abraham synes at miste 60 år, når man sammenligner forskellige tidsangivelser i slægtens historie. Luther dadlede dem, der sagde, at her foreligger en fejl. Man skulle hellere bekende sin egen uforstand. Luther forsøger ikke at harmonisere teksterne, men føjer til, at sådanne dunkelheder i kronologien kunne være skrevet med hensigt af Helligånden, for at man ikke skulle lade sig friste til at forsøge at regne verdens ende ud. Dette viser også forskel på Luthers bibelsyn og visse amerikanske fundamentalisters, som netop gerne vil regne ud, hvornår Jesus kommer igen.
Hans Olav Okkels
Präst
Artikeln i sin helhet kan laddas ned från www.fbb.nu/artikkel/reformationsjubilaeet/